lørdag den 15. januar 2011

Den første uge i USA

Så er vi endelig kommet herover - til det store USA! Og hold da op, hvor er det stort.. Flyveturen herover var ret lang, og da vi efter jeg-ved-ikke-hvor-mange timer ankom til Nashville, var vi meeget trætte. Heldigvis gik det hele fint, og vi mistede ikke noget baggage eller stødte ind i nogle problemer overhovedet. Vi havde et hotelværelse for natten, som var guld værd da vi ankom ved midnatstid.

Mandag morgen (10. jan.) vågnede vi til et fint lag af sne udenfor. Så jeg tror nok at vi var lidt heldige, at vi ankom dagen før, da vi ellers sikkert var løbet ind i problemer med fly osv. For jeg skal sige jer en ting.... Folket i Tennesse er IKKE vant til sne! Vi erfarede at samtlige skoler i hele området var blevet lukket, og massevis af flyafgange var aflyst ... og alt det pga. 5 cm. sne. Så de går lidt amok over sneen herovre, og alle de studerende her er ligesom 5. klasser, der bygger snemænd og slås i sne konstant - det er lidt morsomt :-)

Vi er blevet taget rigtig godt imod, og de første tre dage havde vi en del introduktion og sådan, hvor vi også fik mulighed for at møde de 7 andre udvekslingsstuderende som er startet på dette semester. Alle er super venlige og mere end hjælpsomme hvis vi har brug for noget. Det er rigtig dejligt, og jeg synes ret hurtigt at jeg faldt godt til. Vi er også kommet i snak med mange af de amerikanske studerende - men generelt er det rigtig let at komme i snak med folk, hvis bare man kigger ud fra sit værelse og bevæger sig lidt rundt. :-)

Timerne startede rigtigt i torsdags (13. jan.), og man må sige at vi havde en lidt lang dag. Camilla og jeg har de samme fag, så vi kan følges til timer og lave lektier sammen, hvilket er rigtig rart når man er ny på sådan et stort sted! Vi har "kun" 15 timer om ugen, hvilket ikke lyder af meget - men der er faktisk rigtig meget arbejde bag, og mange herover synes at vi har rigtig mange timer. Men det er jo en bestemmelse fra Aalborg Universitet, der siger at vi skal have så og så mange timer, for at opnå det pointtal vi skal have i Danmark for at bestå et semester. Så vi må bare hænge i, hvis det bliver lidt svært. :-)

Vi har haft et par ture til Wal-Mart, som er en gigantisk indkøbscenter-kæde de har i USA. Bare i Murfreesboro har de to centre, og man kan bogstavelig talt få ALT! Nævn en ting, og du kan få den her. Det er helt vanvittigt - men det er nok bare USA i en nøddeskal. Uanset hvad, så har vi kunne få en masse praktiske ting til billige penge, og det er jo det vigtigste.

I går aftes (fredag) hyggede vi os med alle de andre på dorm'et, og sent på aftenen havde de fire russere besluttet sig for at bage pandekager i fælleskøkkenet - det var rigtig hyggeligt!

I dag har vi sovet længe, og har ikke nogle egentlige aftaler. Min roomie, Katelyn, tog hjem i aftes, men havde efterladt en besked omkring at hun gerne ville komme tilbage og tage et par af os piger med ud for at shoppe. Man kan ikke rigtig komme rundt i Murfreesboro uden en bil, og der er ikke nogen offentlig transport. Så det er vi rigtig glade for at hun tilbød. Katelyn er forresten rigtig sød, og jeg tror at vi kommer til at komme godt ud af det med hinanden. Hun bor ikke så langt herfra, så hun ville køre herhen og tage med på shopping, og så ved jeg ikke om hun tager hjem igen til sin familie, eller om hun har lyst til at blive. Vi skal nemlig til en fest i aften, ikke ret langt herfra (på den anden side af vejen tror jeg), hvor der kommer mange herfra vores dorm - så det er endnu en god mulighed til at komme i snak med folk på.

På mandag er der helligdag herovre, Martin Luther King Day, så vi har lang weekend, hvilket er rigtig dejligt efter en lidt hektisk uge. Vi har stadig en smule jetlag, og det har været ret svært at vænne sig til tidsforskellen, som er 7 timer. Men nu går det bedre, og jeg vågner ikke længere midt om natten og tror at det er morgen. :-)

Så som I kan høre, så har jeg/vi det rigtig godt herovre, og er faldet godt til allerede. Hvis du sidder og tænker på om du kan se nogle billeder, så tror jeg at jeg uploader de fleste på Facebook, men måske kommer der også et par stykker her på bloggen. Der er allerede lidt billeder på Facebook, så dem der ikke har det, kan evt. alliere sig med nogen som har. ;-) Det ville være dejligt, så skal jeg ikke uploade billeder flere steder. Så det håber jeg ikke er noget problem.

Jeg er begyndt at savne Danmark en smule, men så snart det bliver hverdag herovre, så er jeg sikker på at savnet bliver større!

Kærlig hilsen, Stine. :-)

2 kommentarer: